Ude godt men hjemme bedst

Da jeg smider mig i min respektive seng efter 19 timers rejsetid er min umiddelbare reaktion at tænke på den gamle talemåde "ude godt, men hjemme bedst". Det kan ikke udtrykkes meget bedre, da det på adskillige måder er en lettelse at komme hjem til ukomplicerede, trygge Danmark, hvor problemerne er både små og få - hjem til det smørhul hvor kniven sjældent når ned. Når jeg tænker lidt nærmere over det, er det vel ikke kun os danskere der mener, at hjemme er bedst. Palæstinenserne og israelerne gør sig de samme tanker om deres hjemland på trods af, at deres hjem i højere grad er konfliktpræget. Der er ingen der tvinger dem til at blive i det konfliktprægede område, men de holder for meget af det til at forlade det - det er deres hjem. Det dejlige ved det hjemlige er altså essensen af den konflikt vi har brudt vores hoveder med den sidste uges tid. Både israelerne og palæstinenserne har et ganske særligt tilhørsforhold til området og både israelerne og palæstinenserne holder stædigt på deres ret til dette nationalhjem -koste hvad det koste vil! Et af de helt store spørgsmål er så, hvorvidt prisen kan blive så høj, at det ikke er det værd. Hvorvidt tyngden af de bragte ofre engang kan få vægten til at tippe, så ude bliver bedre end hjemme.

At rejse er ifølge H.C.Andersen at leve, men det at rejse er også at reflektere, og hvis der er noget denne tur har lagt op til, så er det refleksion! Både over tilværelsen, andres værdier og ikke mindst egne værdier. Tak for en enestående mulighed og en fantastisk oplevelse. Vi har en stor bearbejdningsproces foran os!

Dagens hat - Festlig fez

Den festlige fez er ikke en man ser mange af hernede. Nok fordi den ikke har noget med hverken arabere eller israelere at gøre. Fezen blev båret af tyrkerne i Det Osmanniske Rige samt af vores egen Kong Frederik VII, som var mere interesseret i sin hat end at beholde magten i landet! Som nogle bloglæsere måske har bemærket, er vi også temmelig fascinerede af diverse eksotiske hatte, så vi bebrejder ikke gamle Frederik at han overlod styret til folket - det kunne de godt lære noget af i Mellemøsten.
Anyway. Hvis man støder på en person med fez i Israel/Palæstina, så gå endelig hen og få en sludder med vedkommende. Chancerne er nemlig ret gode for at personen også er en dansk turist, som gerne vil fortælle hvor han/hun har købt sin fjollede, røde hat til 10 shekel.

De unges fremtid

Konflikter mellem jøder og arabere i området mellem Middelhavet og Jordanfloden har efterhånden fundet sted i mere end 100 år. Siden 1948 har staten Israel været en stormagt i Mellemøsten. I lige så lang tid har der eksisteret en kamp om retten til den jord, som både palæstinensere og israelere ser sig som retmæssige ejere af. Mens tiden ikke har bragt noget svar, har de unge, der er vokset op med konflikten, i højere grad accepteret og tilpasset sig situationen. På vores tur har vi snakket med jævnaldrende fra begge sider af adskillelsesmuren om, hvad de ønsker for deres egen og områdets fremtid.

Denne lille purk fra Hebron havde ikke noget at sige om situationen på Vestbredden - det skal nok komme. Allerede nu har han set mere pigtråd og militær end mange danskere oplever på et helt liv.

Gadesælgeren

Over en tredjedel af den palæstinensiske befolkning er under 16 år gammel. Denne demografiske skævhed volder store problemer for uddannelsessystemet i det palæstinensiske selvstyre, PA. Der er simpelthen ikke resurser nok til at sikre ordentlig undervisning for alle børn. I Hebron støder vi på Gassan på 17, der taler udmærket engelsk til trods for manglende skolegang. Gassan tjener - ligesom andre af byens teenagere - penge på at sælge små plastikarmbånd og souvenirs til turister. Det er nok til dagen og vejen, men Gassan ønsker ikke at blive sin turbulente fødeby.

”I would like to go to Canada. I have some family over there that can help me”, siger Gassan og forklarer, at fremtidsudsigterne for unge såvel som gamle i Hebron er meget dårlige. Han føler ikke, at de lokale har nogen chance i konflikten med byens jødiske bosættere, der blot bliver værre og værre. 

Gassan, 17, drømmer om at forlade Hebron og flytte til Canada så snart som muligt.
Måden Gassan vil hjælpe sit folk på, er ved at assistere andre unge i at flygte.

Den universitetsstuderende

Selvom PA's skolesystem halter, findes der trods alt universiteter på Vestbredden og i Østjerusalem (Jerusalems palæstinensiske del). På Bir Zeit Universitetet ved Ramallah finder jeg Rabea ud fra en fælles interesse i sport. 18-årige Rabea må hver dag krydse adskillige checkpoints for at komme i skole, men det er det værd. At stå med en gennemført uddannelse i hånden sikrer ikke per definition arbejde på Vestbredden, men det gør det nemmere skaffe et job. Endvidere åbner en uddannelse for udlandsophold. Dog skal det nævnes, at mange palæstinensere har yderst svært ved at skaffe et pas, som er accepteret andre steder end deres eget lille område. Rabea ønsker at komme ud og se verden efter sine studier, men erkender, at det kan være svært uden de rigtige kontakter.

"Many young people want to leave the West Bank to study on a higher level than what the PA can offer", siger Rabea, som rigtig gerne vil til England og Old Trafford, hvis det er muligt for de israelske paskontrol. Bagefter tager han måske tilbage til området, for at beskytte den palæstinensiske identitet og hjælpe den næste generation.

Lige børn leger bedst. Det er sjovt, som man kan få nye venner blot ved et par fælles interesser.
Rabea, 18, går op i mange af de samme ting som vestlige unge.
Hans fremtidsmuligheder er bare en del mere komplicerede end mine.

Den sekulære zionist

Sidste dag inden hjemrejsen besøger vi for første gang jøder uden for de ortodokses metropol, Jerusalem. Bussen fører os ca. 60 km. mod nordvest til Herzl Gymnasium midt den moderne storby Tel Aviv, som på mange måder er Jerusalems diametrale modsætning. Sekularisering, vestlig kultur og alverdens basale friheder (inklusiv seksuel frihed) er i hovedsæde i mange af byens borgeres tankegang. At snakke med gymnasiets studerende er en hel befrielse for os på Master Class turen. Efter i en uge at have oplevet en bunke uretfærdigheder og få tudet ørene fulde med ensidige, palæstinensiske budskaber, møder vi her ganske almindelige, unge israelere, som hverken virker specielt onde eller superreligiøse. Faktisk lever mange unge i Tel Aviv et ganske normalt, vestligt liv, som havde de gået på Ikast-Brande Gymnasium. Bosætter-/besætterkonflikt er ikke nødvendigvis noget de skænker en tanke, da virkeligheden her ved Middelhavet er så radikalt anderledes fra det religiøse hovedsæde mod øst.

Avshalom, 18, er zionist men ikke ortodoks. Han ønsker fred i sit land. Fred mellem både israelere, palæstinensere, jøder, muslimer, kristne og alle små grupper derimellem

18-årige Avshalom er i gang med sit sidste semester på Herzl Gymnasium. For ham betyder kampen for bevarelsen af staten Israel meget. Dengang hans familie boede i det nordlige Israel ved Libanons grænse, oplevede han bogstavelig talt selv, hvordan det føles at få skudt bomber i baghaven. Alligevel mener Avshalom stadig, at palæstinenserne bør respekteres som folk. Før det sker, kommer der ingen fredelig løsning.

"The problem is that most people here are so narrowminded. Only few see the complexity of the situation, and not many are willing to commit sacrifices to solve the problem", beklager Avshalom. Selv vil han gerne studere videre i en samfundsfaglig retning, så hans eget overblik over situationen bliver større og mere alsidigt. Som zionist og nationalpatriot ønsker han at blive og hjælpe landet efter de obligatoriske tre års værnepligt. Ikke for at støtte de ortodokses bosættelser og overgreb på palæstinensernes rettigheder, men for at påvirke landet i en mindre religiøs fanatisk retning; en mere forsonlig, pragmatisk retning.

Hebron - en barsk oplevelse

Ved et besøg i Hebron, som er en by på Vestbredden, får vi for alvor øjnene op for palæstinensernes hårde vilkår. Hebron er den eneste by på Vestbredden der har en israelsk bosættelse midt inde i byen. For at beskytte de 400 bosættere i byen er der placeret israelsk militær alle vegne -og det på trods af, at bosættelserne er illegale. Mistilliden og den militære tilstedeværelse mærkes særlig meget i de adskillige checkpoints som Hebron er befængt med. Enkeltvis guides man igennem en række metaldetektorer og tremmebure mens israelske soldater som stadig er lidt våde bag ørerne sigter på én med maskinpistoler.


Både store og små påvirkes af det israelske militær som
 i høj grad dominerer bybilledet i Hebron.
Her har børnene i den lokale drengeskole lige fået fri.

Efter at have måbet lidt ved synet af kamelkød hængende i et MEGET snusket butiksvindue passerer vi det første larmende checkpoint og besøger Abraham moskeen. Diverse piger må ved indgangen finde sig i at blive iklædt en dydig kutte for at skjule deres lidt for vovede og uanstændige påklædning (se dagens hat). Abraham moskeen indeholder Abrahams grav og dannede desuden rammer om en voldsom massakre i 1994, hvor 26 muslimer måtte lade livet. Ydermere er det særlige ved denne moske, at jøderne og muslimerne deles om den. Dette fører til kulturelle sammenstød og barnlige, provokative handlinger. For eksempel føler muslimerne, at jøderne forsøger at provokere dem ved at buldre, brage og larme så voldsomt i deres afdeling, at det spolerer muslimernes stilfærdige bønner -og vi kan hilse og sige, at der er noget om snakken! De larmer lige så meget som en flok frustrerede tilskuere til en højspændt fodboldkamp.

På gaden forfølges vi af mindst 4 gadesælgere, som alle sælger de samme sølle varer til de samme beskedne priser. Mindre privilegerede palæstinensere må endda tigge sig til en skilling i mangel på salgsvarer. Vores guide leder os imidlertid op til en palæstinensisk familie som føler sig voldsomt truet i deres eget hjem. De sover ikke inde i huset, da de har erfaring med, at militæret overrumpler dem i deres bolig og smadrer den til ukendelighed. Endnu mere ekstremt var det at besøge en palæstinensisk familiefar som bor lige op til en jødisk bosættelse. Bosætterne har på det groveste chikaneret ham og hans familie for at få dem til at forlade deres hjem. Soldaterne har overfaldet hans kone hvilket har ført til hele to aborter, overvåget ham konstant, forgiftet hans druer og figner og smadret hans søns tænder med sten. På trods af alle disse skrækkelige overgreb nægter manden nogensinde at forlade sit elskede hjem. At være nødt til at foretage den slags valg er helt igennem umenneskeligt og en utrolig barsk realitet. Det er disse barske realiteter og livshistorier der rammer os i Hebron - og de rammer os hårdt.

Dagens hat - Gandalf Style

Selvom mange hatte i Israel/Palæstina er reserveret mænd, har det lykkes Ane at finde et sted, hvor det ikke blot er tilladt, men endda påkrævet for kvinder at dække hovedet til. Forleden besøgte vi nemlig Abraham Moskeen (Al-Haram Al-Ibrahimi) i Hebron, hvor alle utildækkede piger fik uddelt en slags kutte før vi tog skoene af og besøgte gravstedet for Abraham + venner. Mere om Hebron og de lokales kamp på Vestbredden i morgen.

Dagens hat - Tørklæde

Dagens hat er ikke så eksotisk i den forstand, at der også findes muslimske kvinder med tørklæder i Danmark. Det specielle ved denne kvinde, som vi var ude og besøge forleden, er, at hun har været forfulgt af de israelske myndigheder hele livet og stadig er det. Hun lever i konstant frygt for at blive sat på gaden, fordi myndighederne ikke accepterer hendes ejendomspapirer.
En mindre munter hat, men dette er altså også en del af historien om konflikter mellem staten Israel og palæstinenserne. "House demolishions" (nedrivning af huse) og "settlements" (bosættelser) er nogle af de ord, som bruges allerhyppigst af guiderne hernede.

How to make a living as a Palestinian

Nu har vi efterhånden vandret rundt i Det Hellige Land i et par dage. Ingen tvivl om at mange palæstinensere lever i fattigdom, arbejdsløsheden hernede er skyhøj og at den massive FN-støtte er dem vel undet. Dog erfarer vi, at mange mennesker finder kreative indtjeningsmetoder, og ikke blot lader sig slå ud af forhindringer opstillet af deres egne og de israelske myndigheder. Søndag stødte vi på adskillige eksempler på, hvordan man som palæstinenser tjener en god skilling på velhavende vesterlændinge.

Snævre gader med boder findes der mange af på Vestbredden.
Vi har ikke helt gennemskuet, hvordan de kan få disse til at løbe rundt, da boderne typisk sælger de samme ting.

Tempelbjerget

Tempelbjerget i Jerusalem er et flot område med mange smukke bygninger, men for at få mest ud af det må man have en lokal guide med. Dette overbeviser en lokal araber os om på gebrokkent engelsk, og insisterer på at give os en uopfordret rundvisning, godhjertet som han er. Det hele går også meget fint, lige indtil den afsluttende betaling, hvor der opstår uenighed om prisen på mandens tilbudte service: Vi mener at 100 shekel (ca. 150 kr.) er lige til den gode side for 20 minutters mangelfuld rundvisning, og som dem med pengene får vi det sidste ord. Til gengæld må Bent acceptere at blive forbandet langt ind i helvede af vores tidligere nok så venlige arabiske kammerat.

Ved foden af Olivenbjerget møder vi Ayman, som har været taxachauffør i 12 år. Mens hans ven pådutter os nogle billige Jerusalem-souvenirs, aftaler Bent og Ayman en pris for en hel eftermiddags kørsel til Betlehem og rundt i Jerusalem. For ham er det en god forretning at følge os rundt hele dagen, og det er det også for hans venner.

Det er dejligt med en guide til at vise de historisk vigtige steder.

Dog anbefales det at en rimelig pris fastsættes fra starten af.

Betlehem

I Betlehem skaffer Ayman os en guide, der kender alt til bestikkelse af vagter og hemmelige smutveje til de gode steder, som ellers koster almindelige turister lang ventetid.  Gode venner og nepotisme gennemsyrer Vestbredden; ikke blot ved myndighederne i det palæstinensiske selvstyre, men også på lokalt plan. Efter et besøg i Fødselskirken fører vores guide os forbi både sine shawarma-, frugt- og souvenirvenner. Alle steder er ejerne vældig flinke, men det er ikke nødvendigvis steder, vi ville have opsøgt på egen hånd. Vi kommer på opfordring af vores nye, lokale venner.

Således får vi en hel dags oplevelser på Vestbredden uden selv at opsøge noget som helst - det hele kommer til os. Efter en lang og spændende dag tager vi trætte hjem med god samvittighed over at have bidraget til mange palæstinenseres levebrød. Alt i alt er det ikke bare godt, men decideret essentielt at have gode venner på Vestbredden.

Takket være vores arabiske ven får vi både dejlig shawarma, frisk frugt og falafler i Betlehem.

Gæstfriheden er stor i de palæstinensiske souvenirshops.
Uopfordret serverer indehaveren os dejlig arabisk kaffe med kardemomme. Dette øger købelysten.

Dagens hatte: Arafat-tørklæde og jøde-kippa

I dagens anledning har vi iklædt os et par klassiske hovedbeklædninger fra to folkeslag, der har lidt svært ved at blive gode venner hernede; araberne og jøderne. Begge 'hatte' kan købes ved diverse gadesælgere efter længere tids prisforhandling. Egentlig hører den lille kalot eller 'kippa' til på mandehoveder, men vi mener nu, at den ser meget godt ud sammen med Anes lyse lokker.

Dagens hat - Den Grønne Baret

Dagens hat går i dag til den venlige, israelske soldat, der ikke blot inspicerede vores bus, men også stillede op til fotografi. Tak til den grønne baret for at lade os komme videre ud og udforske Vestbredden.

Stemningsrapport fra Den Gamle By

Den Gamle By i Jerusalem - 0,9 små indemurede km², der åndeligt fylder langt, langt mere. Inden for murene er stemningen ret kaotisk; her er masser af mennesker, masser af larm og masser af særprægede dufte.

Ortodokse jøder kommer flintrende gennem byen på vej til bøn med deres langkrøllede børn slæbende efter sig. Gadesælgere råber op om billig frugt. Kristne munke proklamerer deres budskaber på spansk, engelsk og arabisk for at få alle med. Biler og traktorer dytter i et stupidt forsøg på at komme igennem de meget smalle gader.

Midt i dette kaos finder troende fra hver af de tre monoteistiske religioner alligevel ro til at bede. På Tempelbjerget (i byens sydøstlige ende) står to meget hellige muslimske bygninger; Al-Aqsa moskeen og den smukke, forgyldte Klippekuppel, hvor profeten Muhammed farede til himmels for mange hundrede år siden. Disse to monumenter er forbudt område for blege ikke-muslimer, men vi fik da smugkigget lidt gennem dertil indrettede, hjemmelavede huller i vinduesnettet. Desuden har vi besøgt Grædemuren nedenfor Tempelbjerget sammen med en masse grædende og bedende jøder iklædt diverse hatte. Ligeledes har vi været inde i Opstandelseskirken, der inden for en radius af 50 meter både rummer Golgata og hulen, hvor Jesus blev begravet. Jo, der blev taget hensyn til fremtidig turisme dengang.

Til trods for mange de inderlige følelser, virker byens brugere overraskende gode til ikke at træde hinanden over tæerne; travle jøder, rolige arabere, påtrængende sælgere og uvidende turister færdes side om side uden de store problemer. Dette kan vi takke de mange unge soldater for, hvis primære beskæftigelse virker til at være sammenligning af maskinpistoler og iPhone-tjek. Alt i alt er dette historiske, religiøse og multikulturelle område helt unikt, hvis lige ikke findes noget andet sted i verden.

Turister og fundamentalister kan gå side om side i byens trænge gader.

Selvom Den Gamle By udgør mindre end en kvadratkilometer,
er der nok af kringlede gader og religiøse momenter til at leve et helt liv herinde.

Kristendommen i forskellige udformninger har også sin plads i Den Gamle By. I Genopstandelseskirken har man samlet alle de vigtigste punkter for Jesus' død og opstandelse ét sted. Her er f.eks. "grotten" han blev lagt i efter korsfæstelsen.

Grædemuren er et jødisk tilløbsstykke uden lige. Specielt ved sabatten er her sort af mennesker.

Forretningsejere i Den Gamle By forstår at blande vestlige og religiøse elementer til helt nye koncepter! 

De israelske militær formår at opretholde ro og orden i gadebilledet.
For det meste ligner de dog nogle drenge, som drømmer om et andet sted

Klippekuplen oplyser Den Gamle Bys nattehimmel og har efterhånden gjort det i adskillige århundreder.

Til trods for en anspændt situation i resten af området ejer denne bydel en helt unik tolerance,
hvilket også afspejles på de lokale souvenirshops.

Ved et kig på gadebilledet ses det tydeligt hvilke borgere, der har mest travlt.
Her ses en såkaldt "turbojøde foran et par israelske soldater.

Kreative guider har gjort det muligt for ikke-muslimer at få et indblik i et af islams allerhelligste steder.

Det er faktisk muligt at komme tæt på den utrolig flotte Klippkuppel. Nok se men ikke røre.

Første møde med Vestbredden

I dag, lørdag, stod på en længe ventet udflugt til Vestbredden, hvor vi skulle besøge byen Qalquiliya som er næsten helt omringet af den sikkerhedsmur som israelerne påbegyndte i 2002 - det var der vi skulle møde fattigdom, undertrykkelse, diskrimination og ydmygelse på nært hold. 

Vores forventninger hjemmefra blev  (positivt nok) ikke helt indfriet… Ikke én gang blev vi standset ved checkpoints. Husene var pæne og i flere tilfælde palæ-agtige. Den palæstinensiske vej vi kørte på op til byen Qalquiliya var pæn, asfalteret og ordentlig -ikke grusbelagt og hullet. Byen vi besøgte bar nu heller ikke præg af at være voldsomt besværet af apartheidmuren, som ellers skulle være vidne om israelernes griske sind og undertrykkende natur.

Ikke alle har kunnet tilpasse sig den store apartheidmur der er blevet fast inventar på Vestbredden. Upopulariteten understøttes af den graffiti muren er blevet pyntet med.  

Mødet med Vestbredden var ganske vist ikke så chokerende som forventet, men helt godt står det selvfølgelig ikke til derovre. At palæstinenserne selv finder situationen svær er der ingen tvivl om, og de håber skam også på at drage lidt politiske fordele af vores besøg. I et nytteløt råb om hjælp har diverse guider og privatpersoner opfordret os til at opsøge vores regering hjemme i Danmark for at få den til at støtte "the palestian cause". Palæstinenserne føler sig ramt af israelernes uberettigede indlemmelse af palæstinensisk land og de føler sig ydmygede og trådt på, når de skal gennem sikkerhedskontrol for at komme til og fra Qalquiliya -deres eget hjem. Desuden er palæstinensernes ind- og udrejse stærkt kompliceret. For eksempel nåede vores palæstinensiske guide aldrig frem til Ramallah, hvor han skulle have sluttet sig til os, da jordanerne ville ikke give ham adgang til Vestbredden efter en rejse til Europa. Ydermere har palæstinenserne begrænset adgang til vand, hvilket besværer deres tilværelse meget.
Ved nærmere eftertanke er tilstandene på Vestbredden både komplicerede, håbløse og tragiske - men de indtryk der mødte os bar ikke præg af ren ødelæggelse, men var langt mere kontrastfyldte og nuancerede end som vi havde forventet... At intet er simpelt mht. denne konflikt kan vi vist lige så godt skrive os bag øret!

Dagens hat(te) - "Møllehjulet"

Dagens hat - den såkaldte "shtreimel" som mest af alt ligner et stort pelshjul på toppen af hovedet - bæres typisk af russiske jøder på vej mod Grædemuren i Jerusalems Gamle Bydel. Det kan være svært at stille skarpt med kameraet på jøderne og deres fine hatte, da de altid har så pokkers travlt! Mere om jøder og Den Gamle Bydel i næste blog.

Welcome to Israel!

Danskere er typisk et vellidt folkefærd rundt i verden, og med det røde EU-pas plejer der ikke at være de store problemer ved besøg i demokratiske stater. Denne tommelfingerregel passer også fint, så længe demokratierne ikke har steder, de helst ikke vil vise frem for offentligheden.

Vores tur til Mellemøsten går glimrende hele vejen fra København over Wien til Tel Aviv. I den israelske paskontrol bliver vi imidlertid mødt af en ret aggressiv og mistroisk mand, som ikke virker specielt indstillet på at lukke os ind i Israel. Han slynger spørgsmål i hovedet på os!: ”Is it your first time in Israel?” ”Do you have a program with you?” “Where are you going to stay?” “Who are you with?” ”How many are you?” ”What are planning on seeing here?”  Vi forsøger febrilsk at forklare, at vi blot er simple studerende, der absolut ikke vil andet end at se de lokale, israelske seværdigheder og tale med andre unge mennesker. Dette er ikke hele sandheden, men på nuværende tidspunkt er vi overbevist om, at stednavne på Vestbredden ikke vil være de hemmelige kodeord, som får os videre i systemet. Tilsyneladende er vi ikke de mest overbevisende løgnere, for paskontrolløren kvitterer med et klik på alarmknappen og straks ankommer en vagt, der ikke gør situationen nemmere. De diskuterer heftigt på hebraisk, mens vi står uforstående og temmelig nervøse på den anden side af skranken. Lige da vi har indstillet os på at have vundet en tur direkte hjem til Danmark, vender den sure mand sig mod os igen, nu med det største smil på læben: ”WELCOME TO ISRAEL!”. Han stempler vores pas og ønsker os en god rejse, mens vi skynder os videre før hans humør skifter igen. Vi er inde!'

Manden bag skranken lukker ikke hvem som helst ind i Det Hellige Land. Det erfarede vi i dag på egen krop.

"Dagens Hat"konceptet igangsættes

Vi har en ambition om dagligt at få et billede af en sjov hat - Dagens hat tilhører en ortodoks jøde som havde for travlt med sit eget kamera til at bemærke, at vi forevigede hans hovedbeklædning.

Problems can be complicated...

Første update fra Master Class Palæstina/Israel.
Så er vi ankommet til turens første holdepunkt: Københavns Lufthavn. Flyet til Tel Aviv afgår først i morgen, torsdag, så den mere interessante del af turen er stadig til gode. Dog faldt vi over dette meget skråsikre slogan i indgangsterminalen. Passer skriften på væggen, eller findes der rent faktisk komplicerede løsninger? Nu må vi se...

Master Class 2012 Palæstina/Israel

Master Class er et tværgymnasialt projekt, der har til formål at tilgodese og udfordre stærke elever med fokus på samfundsfaglige problemstillinger. Ikast-Brande Gymnasium har i samarbejde med 13 andre gymnasier fra hele Danmark arrangeret en anderledes studietur til Palæstina-Israel i uge 41.

De i alt 28 elever og godt 15 lærere som sendes af sted, skal gennem mødet med politikere, NGO’er, palæstinensiske/israelske unge og forskellige bosættelser opnå et stort indblik i Palæstina-problemet og få en forståelse for konfliktens omfang og kompleksitet.

Alle deltagerne har forpligtiget sig til at skrive deres obligatoriske studieretningsprojekt, SRP, om dette brændpunkt med basis i den på turen indsamlede viden.

Ydermere byder turen på rundtur i Jerusalems gamle bydel - et af verdens mest hellige steder for jøder såvel som muslimer og kristne. Eleverne bliver vist rundt på dele af det besatte Vestbredden, der ellers er lukket af for almindelige turister. Alt i alt en helt unik mulighed for faglig udvikling og en tankevækkende oplevelse ud over det sædvanlige!

Onsdag d. 3. oktober tager Louis Salhøj Liengaard og Ane Kristiansen fra 3a og lærer Bent Hagelskær af sted til Israel. Følg deres rejse her på bloggen.